Medicinsk cannabis og cannabisbaseret medicin

Jette Højsted, speciallæge

Fagligt opdateret: 05.03.2018

Fakta

  • Lægemidler, der indeholder stoffer, der findes i cannabisplanten, kalder vi cannabis-baseret medicin
  • Medicinsk cannabis er plantedele eller udtræk af plantedele fra cannabisplanten
  • Din læge kan ordinere cannabis-baseret medicin og har kunnet det i mange år
  • Din læge kan nu også udskrive medicinsk cannabis, men har ikke pligt til det, heller ikke selvom du opfylder en af de nævnte betingelser for at få det
  • Der er bivirkninger til både medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin
  • Du kan blive afhængig af både medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin

Hvad er medicinsk cannabis?

Der er en del forvirring omkring medicinsk cannabis, fordi man nogle gange taler om lægemidler og andre gange taler om plantedele.

  • Lægemidler, der indeholder stoffer, der findes i cannabisplanten, kalder vi cannabis-baseret medicin
  • Medicinsk cannabis er plantedele eller udtræk af plantedele fra cannabisplanten

Hvad er forskellen på medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin?

Medicinsk cannabis er plantedele eller udtræk (f.eks. olie) fra cannabisplanten. Medicinsk cannabis er ingen steder i verden godkendt som et lægemiddel. Medicinsk cannabis er omfattet af det lovforslag, som trådte i kraft 1. januar 2018. Plantedelene skal varmes op til mindst 70°C, for at det har nogen virkning, og det skal du selv gøre derhjemme.

Cannabis-baseret medicin er derimod lægemidler, som opfylder de strenge krav, som sundhedsmyndighederne stiller til producenten. Lægerne har i mange år kunnet ordinere cannabis-baseret medicin til patienter. Cannabis-baseret medicin er ikke omfattet af lovforslaget. Cannabis-baseret medicin er kapsler eller olie, som er klar til brug.

Hvad er forskellen på medicinsk cannabis og cannabis, der købes på det sorte marked?

Medicinsk cannabis, der sælges i Danmark, skal være godkendt af Lægemiddelstyrelsen. Du skal have en recept fra lægen for at kunne købe det apoteket.

For at Lægemiddelstyrelsen kan godkende medicinsk cannabis skal det være dyrket i henhold til god landbrugspraksis uden brug af pesticider, og det må ikke indeholde urenheder eller bakterier. Indholdet af de aktive stoffer THC og CBD skal fremgå af pakningen. Desuden skal kvaliteten af produktet kontrolleres.

Når du køber medicinsk cannabis via en recept på et apotek, kan du være sikker på, at det indeholder den mængde THC og CBD, som der står på pakken, og at plantedelene er sikre at bruge.

Hvis du køber cannabis på det sorte marked, kan du ikke være sikker på, hvad der er i, eller på indholdet af THC og CBD. Heller ikke selvom der sidder en mærkat på pakken. Og det kan være forurenet af giftstoffer, bakterier eller blandet op med andre plantedele end cannabisplanten.

Hvad er de aktive stoffer, og hvordan virker de?

De aktive stoffer er THC og CBD.

  • THC er det man bliver ”skæv” af. Det kan have effekt på visse typer af smerter (nervesmerter), kramper, spasmer, kvalme, opkastninger og dårlig appetit.
  • CBD kan modvirke, at du bliver ”skæv” af THC, men kan også forværre den forringelse af hukommelse og koncentration, som THC har.

Den videnskabelige dokumentation for virkningen af medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin er dog stadig meget sparsom. Den bedst dokumenterede effekt er på nervesmerter. Der er ikke nogen dokumentation for at det har effekt mod kræft, demens, irritabel tyktarm, epilepsi, spasticitet ved rygmarvskade, ALS, chorea Huntington, parkinsonisme, skizofreni eller afvænning af afhængighedsskabende stoffer og kan derfor ikke anbefales.

Hvordan får jeg medicinsk cannabis?

Du skal have en recept fra lægen. Lægen bør følge den vejledning, som Lægemiddelstyrelsen har lavet. Ifølge den skal du have en kronisk smertetilstand med nervesmerter, smerter på grund af kræft, spasmer på grund af multipel sklerose eller rygmarvsskade, eller kvalme og opkastninger som følge af behandling med kemoterapi.

Det er lægen, der vurderer, om der skal laves en recept. Lægen har således ikke pligt til at udskrive recepter på medicinsk cannabis, selvom du opfylder en af denævnte betingelser.

Når du har fået recepten, kan du købe medicinsk cannabis på apoteket.

Hvordan kan jeg indtage medicinsk cannabis?

Medicinsk cannabis udleveres som plantedele i pakninger fra apoteket. Du skal opvarme plantedelene til mindst 70°C for at de virker. Det kan du enten gøre ved at:

  • lave te af det
  • eller ved at inhalere det via en maskine, hvor dampene kommer op i en pose, som du tager et sug fra

Der er lige nu to produkter på markedet:

  • Bedrocan, som næsten udelukkende indeholder THC
  • Bediol, som indeholder næsten lige store mængder THC og CBD

Der er udførlig brugsanvisning med i pakken, både på fremstilling af te og på hvordan du skal inhalere det.

Hvad koster medicinsk cannabis og kan jeg få tilskud?

En pakke med 5 gram medicinsk cannabis koster cirka 800 kr (marts 2018). Se www.medicinpriser.dk.

Du skal bruge 0,5 gram til et par kopper te til 1 eller 2 dages forbrug. Hvis du inhalerer det, skal du bruge 0,2 gram per gang, men du kan opvarme den samme mængde i alt 3 gange.

Du kan ikke få tilskud til medicinsk cannabis på nuværende tidspunkt. En fordamper koster ca. 4000 kr., og der er heller ikke tilskud til fordampere.

Hvilken slags cannabis-baseret medicin findes der?

Sativex

Sativex er en mundspray, som indeholder både THC og CBD. Sativex kan ordineres af neurologer til patienter med multipel sklerose mod spasmer, hvor den almindelige medicin mod spasmer ikke har virket.

Marinol

Marinol er syntetisk fremstillet dronabinol, som er THC. Marinol er godkendt af de amerikanske sundhedsmyndigheder, og din læge kan søge Lægemiddelstyrelsen om at få lov til at udstede recept på det til dig.

Dronabinol

Lægen kan endvidere udskrive en såkaldt magistral recept på dronabinol, som er fremstillet på Glostrup Apotek og udvundet af plantedelene. Her skal lægen ikke spørge Lægemiddelstyrelsen om lov. Men hvis der sker noget med dig som følge af behandlingen med denne form for dronabinol, er lægen direkte ansvarlig for det – lægen har et såkaldt ”produktansvar”. Glostrup Apotek kan både lave kapsler og olie med dronabinol.

Der er ingen forskel på dronabinol om det er syntetisk fremstillet eller udvundet af plantedelene.

Apoteket i Glostrup laver også kapsler og olie med CBD.

Der findes også andre produkter med dronabinol, men de bruges ikke ret meget i Danmark. Endvidere er der et syntetisk fremstillet THC, som hedder nabilone, som heller ikke bruges ret meget i Danmark, men som i andre lande anbefales til nedtrapning af et højt forbrug af cannabis.

Hvordan kan jeg få cannabis-baseret medicin?

Hvis du har kroniske nervesmerter eller spasmer som følge af rygmarvsskade, hvor al anden behandling med godkendte lægemidler ikke har haft virkning, kan du tale med din praktiserende læge eller din neurolog, om du kan behandles med cannabis-baseret medicin.

Hvad koster cannabis-baseret medicin og kan jeg få tilskud?

En pakke med 60 kapsler Marinol koster ca. 3.500 kr (marts 2018). Magistralt fremstillet dronabinol koster ca. 2085 kr (marts 2018), også for 60 kapsler.

Din læge kan søge Lægemiddelstyrelsen om tilskud til alle de nævnte former for cannabis-baseret medicin. Hvis du får tilskud, bliver det automatisk trukket fra det beløb du skal betale for medicinen på apoteket, og det bliver regnet i beløbsgrænserne, ligesom når du køber almindelig tilskudsberettiget medicin. Læs mere om tilskud hos Lægemiddelstyrelsen eller i Patienthåndbogens artikel om tilskud til medicin.

Er der bivirkninger ved medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin?

Der er mange, der fejlagtigt tror, at fordi medicinsk cannabis er ”naturligt”, er der ingen bivirkninger ved det. Det er desværre ikke rigtigt. Planter, der vokser i naturen, kan også være giftige og meget farlige at indtage. Tænk bare på planter som skarntyde, digitalis og guldregn, som indeholder gift, man kan dø af. Så fordi noget kommer fra naturen, er det ingen garanti for, at det er ufarligt og ikke giver bivirkninger.

Både medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin kan give bivirkninger. De mest almindelige bivirkninger er:

  • træthed
  • svimmelhed
  • at man føler sig ”høj”, ”skæv” eller ubehageligt beruset
  • at du kan få svært ved at finde ud af, hvor du er
  • problemer med hukommelse og koncentration
  • at du bliver sløv
  • at du bliver trist og deprimeret og måske får tanker om selvmord
  • at du bliver hallucineret (dvs. ser eller hører noget, som ikke er der), men det er heldigvis sjældent

Fortæl din læge om bivirkninger

Du skal fortælle din læge, hvis du oplever bivirkninger af behandlingen. Lægen skal indberette alle bivirkninger til medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin. Det er derfor vigtigt, at du oplyser lægen om det. Kun på den måde kan vi på længere sigt indhente mere viden om fordele og ulemper.

Du og dine pårørende kan også selv indberette bivirkninger via Lægemiddelstyrelsen: Meld en bivirkning

Nogle gange kan det hjælpe at gå lidt ned i dosis. Ved mere alvorlige bivirkninger som hallucinationer og depression er det nødvendigt at stoppe behandlingen.

Kan jeg blive afhængig af medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin?

Ja, du kan både blive fysisk og psykisk afhængig af både medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin. Hvis du er blevet fysisk afhængig, får du abstinenssymptomer, hvis du pludselig holder op med behandlingen, eller hvis du går ned i dosis.

Abstinenssymptomer består af:

  • irritabilitet
  • angst
  • søvnproblemer
  • nedsat appetit og vægttab
  • dårligt humør
  • mavesmerter
  • rystelser
  • svedudbrud
  • feber
  • hovedpine

Symptomerne opstår typisk indenfor den første uge og er som regel overstået på nogle dage. Det mest generende abstinenssymptom er søvnløshed, som kan vare ved i længere tid. Hvis du oplever abstinenssymptomer, skal du tale med din læge om det. Nedtrapningen skal så ske over lidt længere tid.

Psykisk afhængighed

Hvis du er blevet psykisk afhængig, vil du opleve det som en uimodståelig trang til at få cannabis. På engelsk kalder man det ”craving” – et udtryk som vi også bruger på dansk. Det svarer til den psykiske afhængighed, som kan opstå ved tobaksrygning, alkohol, morfinpræparater, beroligende medicin etc. Det kan blive svært for dig at holde op, selvom du måske egentligt helst vil det, fordi du får denne trang til stoffet. Hvis du oplever det, skal du tale med din læge om det.

Må jeg køre bil når jeg tager medicinsk cannabis og cannabis-baseret medicin?

Styrelsen for Patientsikkerhed fraråder, at du kører bil, hvis du er i behandling med medicinsk cannabis eller cannabis-baseret medicin. Ifølge Trafikloven må du dog godt køre bil, hvis du har recept på det, er i stabil behandling, og din læge har sagt god for, at du kører bil. Hvis din læge er i tvivl, vil denne ofte fraråde bilkørsel.

Hvad hvis jeg skal ud at rejse?

Hvis jeg skal ud at rejse, må jeg så have medicinsk cannabis og cammabis-baseret medicin med?

Et godt råd er at spørge ambassaden for det land, du skal rejse til, om du må medbringe medicinsk cannabis eller cannabis-baseret medicin. De kan også oplyse dig om, hvilken dokumentation du eventuel skal have med for at tage det med ind i landet.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

  • Jette Højsted, afsnitsledende overlæge, Tværfagligt Smertecenter, Rigshospitalet
  • Hans Christian Kjeldsen, speciallæge i almen medicin, ph.d., praktiserende læge, ekstern lektor ved afdeling for Almen Medicin, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet